Så har en af vores instruktører været ude og svinge pjalterne i det store udland. Andreas har været en tur i England til Atemi Nationals 2012, en slags uofficelt VM indenfor stilen Shorinji Kan Jiu Jitsu, hvor der konkurreres på teknisk jitsu og praktisk selvforsvar.
Atemi Nationals er delt op og foregår over to dage. Begge dage er der fællestræning fra morgenstunden af i ca. 4 timer, under kyndig vejledning fra nogen af stilens mest erfarne instruktører, efterfulgt af konkurrencens 4 timers indledende runder den første dag, og finaler og åbne konkurrencer på anden-dagen.
I de indledende runder lavede Andreas en flot demonstration af teknisk jitsu, og blev placeret som en af de højeste i sin gruppe. Under den praktiske selvforsvars del var resultatet ok, ikke noget exceptionelt, men kombineret var det nok til at han gik videre til finalen. I finalen var det omvendt, ved den tekniske del koksede det lidt, Andreas valgte at satse på nogle teknikker som var specielt svære på hans uke’r pga. deres størelse, og det gik desværre ikke som håbet. Den praktisk selvforsvars del gik derimod forrygende, og kan snildt kategoriseres som noget af det bedste Andreas har lavet i nyere tid.
Desværre var det ikke nok til en medalje, og Andreas måtte se sig tilfreds med at komme i top 10, ud af en gruppe på ca. 40 deltagere.
Niveauet var som sædvanligt meget højt, og Andreas var glad og tilfreds med sin indsats og resultatet, og ser frem til at deltage igen næste år.