atemi2014teaser

Så har en af vores instruktører igen været ude og svinge pjalterne i det store udland. Andreas har vanen tro været en tur i England til Atemi Nationals 2014, en slags uofficelt VM indenfor stilen Shorinji Kan Jiu Jitsu, hvor der konkurreres indenfor effektivt selvforsvar og teknisk jiu jitsu.

Atemi Nationals er delt op og foregår over to dage. Begge dage er der fællestræning fra morgenstunden af i ca. 4 timer, under kyndig vejledning fra nogen af stilens mest erfarne instruktører, efterfulgt af konkurrencens 4 timers indledende runder den første dag, og finaler og åbne konkurrencer på anden-dagen. Alt i alt blev det igen i år til over 16 timers træning og konkurrence for Andreas’ vedkommende.

Andreas har igennem den seneste tid sammen med nogle af klubbens seniorer arbejdet netop på reaktionsøvelser og håndtering af hurtigt på-hinanden-følgende angribere, og det bar frugter idet han i de indledende runder satte et hæsblæsende tempo som sikrede ham en delt førsteplads og en plads i finalen, og stor ros fra både dommere og deltagere. I finalen måtte han desværre se sig slået af nogle af de andre dygtige deltagere, og det blev således ikke til en placering i år.

Heldigvis handler det for Andreas ikke kun om at vinde, men lige så meget om at komme over og sige hej til gamle og nye træningskamerater, blive kastet lidt rundt, og kaste lidt rundt med de andre, og der blev naturligvis også skabt en masse nye venskaber, hvilket så absolut er en af de bedste “bivirkninger” ved at rejse med jiu jitsu.