Andreas Aaris-Larsen er primær instruktør på klubbens voksenhold, og nuværende formand for Ishøj Budoklub. Andreas startede sin træning indenfor Jiu Jitsu under et universitets ophold i England i 2008, hvor han trænede indenfor Shorinji Kan Jiu Jitsu i The Jitsu Foundation, først under Sensei Barry Collyer og Sensei Neil Collyer, og senere under Sensei Luke Evans, og opnåede sit 5 kyu inden han flyttede tilbage til Danmark. Han har senere været tilbage og opnået både 4. kyu, 3.kyu, 2.kyu og 1.kyu, og er jævnligt i England til konkurrencer, seminarer og alm. træning. Han startede sin træning efter i mange at ville lære at forsvare sig selv, til trods for aldrig at have været blevet truet på sin person. Dette er muligvis på grund af hans størrelse, og nogle gange lidt intimiderende udseende, men dem som kender ham ved at han er blid som et lam.
Da han flyttede tilbage til Danmark begyndte han at træne indenfor Hoku Shin Ko Ryu Jiu Jitsu, under Sensei Lars Pedersen i Lundby Budoklub, hvor han kort efter opnåede sit 2. kyu, og fortsatte sin træning indenfor Hoku Shin Ko Ryu Jiu Jitsu og Hoku Shifunjjin Ryuu Jujutsu under Sensei Poul Grønhøj i Ishøj og Haslev budoklub, og i 2011 modtog han sit sorte bælte.
Andreas har i sine unge dage dyrket boksning og styrkeløft, og har herigennem en bred forståelse for bevægeapperatets funktioner og hvordan styrke og balance kan modarbejde hinanden, og lægger derfor ekstra meget vægt på at det ikke skal være styrke der får teknikkerne til at virke. Han er også meget aktiv i at komme ud og træne i andre klubber, og er herigennem med til at bringe nye ting ind i klubben, samt opbygge et stort netværk af venskabsklubber som Ishøj Budoklub kan trække på. Herudover træner han idag både thai boksning/kick boksning, alm. boksning og lejlighedsvis brasiliansk jiu jitsu.
Andreas er i klubben kendt for sin meget praktiske tilgang til Jiu Jitsu, og lægger ikke skjul på at Jiu Jitsu for ham først og fremmest er selvforsvar, og kun sekundært er sport. Dette skinner klart igennem når han underviser, i det han ikke lægger skjul på hvilke teknikker der trænes for effektivitetens skyld og hvilke der trænes for det tradiotionelle eller sportslige aspekt af kunsten. Dette betyder dog ikke at det sportslige eller traditionelle bliver forsømt, eftersom han nyder at træne disse aspekter simpelthen fordi de er svære, og fordi de er med til at gøres os til mere afrundede og fuldendte kamsportsudøvere.